Nyheder 2021

"Staldkomsammen" hos Team Fachman.


Lørdag d. 25. september kl. 13:00-?  på Lillevangsvej 32, Ørslev, 4760 Vordingborg

"Programmet er ikke helt på plads men vi har fået tilsagn om, at en person fra Dansk Hestevæddeløb vil være tilstede og fortælle om Share A Horse projektet.Derudover er der lidt andre småting i støbeskeen, men det er primært en dag hvor vi kan mødes og snakke på kryds og tværs og se på jeres dejlige heste.

Og er vejret til det vil der være mulighed for lidt kørsel med hjælpekusk ved siden.
Der er selvfølgelig lidt, både vådt og tørt."
 
Mvh Team Fachman.
 
September 2021/ Susanne Hvidtfeldt
Fredag d. 10. september startede Fire World i et voltestartsløb på Lunden. Det blev ikke nogen positiv oplevelse for hverken hest, kusk eller ejere. Ikke mindre end fire omstarter skulle afvikles, før feltet endelig blev sendt afsted. Med Fire Worlds temperament in mente er et sådant scenarie ikke nogen optimal indledning på et væddeløb, hvilket træneren kunne bekræfte efter løbet. 
 
Selve løbet blev ganske fornuftigt for hesten. En stor del af løbet i den attraktive position som anden hest i andet spor. Da hullet opstod i opløbet og hestens sædvanlige gode afslutning skule spilles ud, var der ikke flere kræfter tilbage, hvilket formentlig skyldes den problematiske indledning på løbet. Det skal nævnes, at Fire World trods løbet afvikling kappede næsten et helt sekund af sin tidligere voltestarts rekord, således at denne nu lyder på 17,5 over normaldistancen.
 
September 2021/ Susanne Hvidtfeldt
Så er Fire World klar til næste opgave på ovalen. Fredag d. 10. september starter vores hest på Charlottenlund Travbane i dagens 10. løb, som afvikles kl. ca. 18:30. I baneprogrammet er Fire World tippet som 3. og han får pæne ord med på vejen i kommentarerne op til løbet.
 
Som alle sikkert er blevet bekendt med, bliver alle Corona restriktioner ophævet præcis denne fredag. Der er derfor mulighed for at "Gå i Lunden" uden forudgående reservation. Det skal dog anbefales, at man bestiller billet via Ticketmaster, hvorved man sparer lidt penge, som man så meget passende kan spille på Fire World og Anders F. 
 
September 2021/Susanne Hvidtfeldt
Tak for sidst. Det var dejligt at se så mange af Jer samlet. Humøret var højt selv om resultatet på væddeløbsbanen ikke var det bedste. Niels var dygtig med spillet, hvor både V4 og V5 blev løst - uden nogen af os dog blev millionærer.  
Endvidere en stor tak til Lunden for at sætte en flot ramme omkring vores generalforsamling.
 
Som opfølgning på emnet under eventuelt vedrørende arrangementer vil næste event blive et besøg hos Team Fachman og Fire World i Vordingborg. Dato følger, når de nærmere detaljer er på plads.
 
En lille status på Fire World: Anders har besluttet i samråd med dyrlægen, at Fire får endnu en antibiotika kur for at blive sin luftvejsinfektion helt kvit. Næste start bliver derfor først besluttet, når hesten er i orden og har trænet optimalt i en periode. 
 
August 2021/ Susanne Hvidtfeldt 
Så er den oprindet.
Lige en kort info omkring Fire World og Dansk Travderby.
 
Vi har i bestyrelsen besluttet, at startmelde Fire World i derbyprøverne den 13. august. Startmelding sker på mandag den 9. august.
 
På trods af en ikke optimal forberedelse pga. af sygdom i seneste start og efterfølgende dyrlægebehandling, har vi vurderet at Fire World skal have chancen for at kvalificere sig til Derbyet, det største løb for en travhest. Fire World virker nu frisk og træner på.
 
Realistisk set, så er chancerne ikke store, da Fire World fortsat er urutineret, skal ud på en ny distance (2500 meter) og nu kommer op mod nogle af de bedste heste i årgangen. Men mirakler sker jo😀
 
For at sikre, at vi har en helt frisk hest til start, vil Fire World blive tjekket af dyrelægen inden løbet.
 
Derbyprøverne afvikles fredag den 13. august fra kl. 15.45. Dvs. i forlængelse af vores generalforsamling. Husk tilmelding til generalforsamlingen (jf. mail fra Susanne)
 
I kan læse mere om pointberegningen til Dansk Travderby: 
 
 
 
August 2021/Kim Blandfort (Susanne Hvidtfeldt)

Ordinær generalfosamling i Team Sorte Slyngel

afholdes på Charlottenlund Travbane 

fredag den 13 august kl. 15:00.

 

Husk tilmelding senest søndag den 8. august.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen.

 

August 2021/ Susanne Hvidtfeldt

 

Skuffende indsats - men der var en årsag.

Det var en flok skuffede anpartshavere, som søndag d. 11. juli overværede Fire World's start på Nykøbing Falster Travbane. Fra start så alt ellers lyst ud, idet løbet blev afviklet lige efter den skabelon, som passer hesten bedst - fuld fart på fra start. Fire var fint placeret bagerst i feltet, men midt på sidste langside begyndte hesten at falde fra feltet og midt i opløbssvinget tog Anders hesten ud af løbet. 
 
Da vi senere kom i stalden var det en meget skuffet træner, som kunne fortælle, at Fire var helt uden gejst den sidste omgang af løbet. Hesten havde desuden en meget høj puls efter løbet, og pulsen var meget lang tid om at falde. Det blev derfor besluttet, at hesten skulle en tur forbi dyrlægen hurtigst muligt. Dette skete dagen efter, og her kunne det konstateres, at den svage præstation skyldtes en kraftig bronchitis. Fire World er derfor nu på antibiotika-kur.  Det forventes ikke, at denne tilstand vil få nogen indflydelse på hestens fremtidige præstationer.
 
Vi kan derfor trække vejret lettere igen, idet der var en helt "naturlig" forklaring på hesten svage præstation. Vi ser derfor med fortrøstning frem mod de fremtidige starter. Vi kunne nemlig konstatere, at den ændrede balance, som Anders havde udstyret hesten med til dette løb, fungerede helt efter hensigten. 
 
Nykøbing Falster Travbane afholdt et meget flot arrangement i forbindelse med løbsdagen. Dagens hovedbegivenhed var det højest doterede løb på banen i hele 2021. Og hvem vandt så det løb? Det gjorde såmænd Apapmand, trænet af Anders F Jensen og kørt af verdensmesteren Birger Jørgensen. Dette var dagens anden sejr til stalden, idet Kamilla Gilsgård vandt dagens andet løb med Vakse Viggo. Hun måtte dog dele sejren med Bjarke Hågensen og Gurli. Det var nemlig ikke muligt at skille de to heste ad ved målpassagen. 
 
Juli 2021/Susanne Hvidtfeldt

Næste start for Fire World

Efter sidste start på Lunden har Fire World revanche til gode. Det blev nemlig til en ærgerlig galop i løbets sidste face. Anders F. forklarede efter løbet, at hesten denne gang var balanceret anderledes end tidligere, idet han havde mere vægt på forbenene for at stabilisere hans aktion. Det havde desværre ikke den ønskede effekt. Hesten virkede urytmisk og Anders havde svært ved at få fart på hesten. Efter løbet var hesten ikke træt, hvilket igen indikerer, at formen er i orden.
 
For at variere træningen af Fire World bliver hans arbejde fordelt mellem ridning, kørsel, longering og ikke mindst efter Anders' ATV. Den sidste træningsmetode er hestens absolutte favorit.
 
Fire World går i næste start tilbage til sædvanlig balance. Næste start finder sted førstkommende søndag d. 11. juli på Nykøbing Falster Trav, som afvikler årets største løbsdag med Harald Lunds Mindeløb som hovedattraktion. Der meldes i morgen, tirsdag, og I vil få nærmere info, når startliste og program ligger klart.
 
Juli 2021/Susanne HVidtfeldt

Ærgerlig galop - ny start fredag den 25. juni.

Ærgerlige galopper ødelagde Fire World's muligheder for endnu en topplacering i sidste start d. 12. juni. Trods de to fejl viste hesten igen store fartressourcer og løbet endte i en tæt fjerdeplads, der med en smule mere "racing luck" i løbets afsluttende fase lige så nemt kunne være blevet til en andenplads.
 
Nu forsøger Anders og Fire World igen at vinde hæder og ære. Det sker i dagens andet løb førstkommende fredag. Det drejer sig denne gang om et 4-års løb over 2000 meter med voltestart, hvor ekvipagen har fået startspor to. På startlisten findes jævnaldrende og gode heste - faktisk vel det bedste felt vores hest endnu har deltaget i.  Vi håber denne gang på en fejlfri startafgang og lykkes det Anders og Fire at ramme spidsen, hvor han har vist, at han kan afvise gode konkurrenter med sin hurtighed, kan vi krydse fingre for endnu et godt resultat.
 
Fire World's temperament var sidst medvirkende årsag til de to galopper. I et forsøg på at gøre hesten mere afslappet har han dels ikke fået nogen hurtigarbejder mellem de to løb, dels vil han fredag blive varmet op under rytter, hvis det er muligt. Det har vist sig, at Fire i træningen ser ud til at være mere rolig under rytter.
 
Juni 2021/Susanne Hvidtfeldt

Fire World til start lørdag den 12. juni.

Så er Fire World klar til start igen. Næste gang vi skal nyde ham på ovalen bliver førstkommende lørdag d. 12. juni på Charlottenlund Travbane. Løbene starter tidligt - kl. 11:00 - og vores hest løber ud i 6. løb ca. kl. 12:50. Det drejer sig denne gang om et autostartløb over 2.000 m. Feltet tæller denne gang kun 6 heste og Fire World har fået startspor 5. 

Op til denne start har hesten trænet fint og især i det sidste arbejde var han fin og rolig.
 
Der er allerede nu planer om at starte hesten i et 4-års løb fredag d. 25. juni, hvis løbet lørdag falder positivt ud. Det vil i givet være første gang Fire kun møder jævnaldrende heste.  
 
Der foregår i øjeblikket forhandlinger om færre forsamlingsrestriktioner. Vi kan derfor på nuværende tidspunkt ikke udtale os præcist om de regler, der vil gælde på lørdag med hensyn til kravene for at overvære løbene. 
 
Juni 2021/Susanne Hvidtfeldt
Ny sejr til Team Sorte Slyngel.
 
Årets anden start på Charlottenlund Travbane blev endnu en succes for Fire World, Team Sorte Slyngel og ikke mindst Team Fachman. Fra start var Fire World ikke levnet de store chancer og hesten stod med det glade odds på 12,9. Fra sit vanskelige startspor 4 fik Anders prikket starten perfekt og allerede efter 100 meter sad vores hest i spidsen. Ned ad staldsiden første gang blev Fire World voldsomt angrebet i andet spor, men angrebet blev mesterligt afværget, hvorefter angriberen måtte kapitulere med galop. Herefter kunne Anders og Fire World slappe mere af i spidsen den næste omgang. Midt i opløbssvinget sidste gang fik Fire afgangssignal og ned gennem opløbet så konkurrenterne kun ryggen af ekvipagen, som skar målstregen til en uhyre sikker sejr.  Vindertiden blev ny rekord, 18,4 på normaldistancen i voltestart. Der var dejlige 8.500 i førstepræmie således at hesten nu står med knap 25.000 på kontoen. 
 
I sejrsinterviewet sagde træneren, at hesten stadig har lidt problemer med temperamentet men at man arbejder på sagen og at hesten skal "starte på" i den kommende tid for at få mere rutine.  Hesten havde fin puls efter løbet og virkede ikke umiddelbart tømt for kræfter. Som tilskuer var det en fornøjelse at følge vores hest, som med sin kraftfulde gangart dominerede hver en meter af løbet. I sandhed en teaser frem mod de kommende starter.
 
Vi håber mange af anpartshaverne havde lejlighed til at følge løbet live eller online. Der er jo altid mulighed for at gense løbet på FastTrackRacing.dk, hvor man under menupunktet Streaming kan skrive hestens navn for at få en liste over de seneste starter. 
 
 
Juni 2021/Susanne Hvidtfeldt
Opdatering Fire World
 
Træneren planlægger, at Fire World skal starte igen næstkommende fredag d. 21. maj på Charlottenlund Travbane i et løb for heste under kr. 90.000 med første tillæg ved kr. 16.000, hvilket betyder, at Fire World får startplads i første volte.
 
Der lyder positive toner fra træneren. En ændring i udstyret - nærmere betegnet hestens bid - har betydet, at vores hest virker mere rolig i arbejdet.  Han har trænet helt efter planen siden starten i Nykøbing sidst. 
 
Det er nu muligt igen at overvære løbene på banerne - dog stadig i et begrænset antal. Det kræver tilmelding samt en negativ Corona-test eller et Corona-pas for færdigvaccinerede personer. Nærmere oplysninger kan findes på Lundens hjemmeside, www.Travbanen.dk.  Næste fase i genåbning løber af stablen d. 21. maj, hvorfor de præcise regler ikke med sikkerhed kan skitseres. Dog vil vi med sikkerhed kunne sige, at der nu er mulighed for snart at afholde den årlige Generalforsamling.  Vi tilstræber at afholde Generalforsamlingen på en løbsdag (weekend), hvor vi efter mødet kan se væddeløb, få god mad og hyggeligt samvær.
 
Yderligere information vil blive fremsendt, når startliste og program foreligger.
 
Husk at der i dag afvikles årets største internationale travdag på Lunden - nemlig årets udgave af Copenhagen Cup. Løbene kan som vanligt følges på www.FastTrackRacing.dk. Så hvis vejret er til sofahygge, kan det varmt anbefales at følge løbene. Som noget helt nyt vises løbene i eftermiddag ligeledes på TV2 Sport.  Ønsker man at spille til løbene, kan dette med fordel ske på www.derby25.dk
 
Maj 2021/Susanne Hvidtfeldt
 
Fire World til start efter pause.
 
Foråret begynder så småt at vise sig fra sin bedre side. Og med varmen kommer også de gode heste frem fra deres vinterhi.  Således også vores Fire World, som efter sin flotte sejr i årets første løb på Lunden har nydt en smule ferie inden genoptræningen frem mod de spændende løb her i hestens fire-års sæson. 
 
Træneren meddelte i går, at vores hest havde været med på travbanen i Nykøbing Falster for at få et arbejde på ligeud banen. Hesten var fin i jobbet og fremstod mere rolig end ved arbejderne hjemme på gården. Anders kunne oplyse, at hesten virkede startklar og at træneren ville begynde at se efter mulige opgaver.  
 
Det skulle ikke vare længe: Allerede i dag kan vi se på startlisterne fra Nykøbing Falster Travbane, at Fire World skal "sæsondebutere" i dagens første løb torsdag d. 22. april kl. 17:00. Hesten er meldt over distancen 2140m, hvor han står alene i volten fra distancen 2180m - altså med 40 meters tillæg.  Løbet har overskriften: Aprilpokalen og er doteret med kr. 6.000 og ærespræmie til vinderen. Denne opgave er valgt for at give hesten en blød start på en forhåbentlig lang og god fire-års sæson. 
 
Vi ser spændte frem mod næste torsdags opgave, som desværre stadig kun kan opleves via Fast Track Racing på computeren.
 
April 2021/Susanne Hvidtfeldt
 
God Påske til alle
Fire World hygger sig i foråret med vennerne
Hermed en lille status fra vores træner vedrørende Fire World.
 
Vores hest passer sine intervaller efter planen. Derudover får han motion på båndet ligesom et nyt træningselement har vist sig at have en god effekt på hans smidighed. Han bliver nemlig longeret med jævne intervaller, en træningsform, som har vist sig at have en positiv effekt på hans bevægelsesmønster. Fire World har stadig et temperament, som betyder, at han meget gerne vil løbe hurtigere end træneren ønsker det. Hesten virker i øvrigt utrolig tilpas og fremstår som et helt glansbillede med et åleblankt hårlag, hvilket ikke mindst skyldes den kærlige pleje og omsorg, som bliver ham tildel fra hans nye bedste veninde, Mette, som pusler om ham 2-3 gange om ugen - stor tak til Mette. 
 
Efter planerne kan vi se frem til at gense Fire World på banen igen om ca. én måned. Det bliver eventuelt i et rutineløb for at kunne vurdere, hvor hesten står rent trænings- og konditionsmæssigt.
 
Vi skal i øvrigt bemærke, at vores træner, Anders F. Jensen og hans team er kommet forrygende fra start i 2021. Således ligger han i øjeblikket på en sjetteplads blandt alle travtrænere i Danmark hvad angår indtjening. Ikke mindst "hinsidan" har Anders' heste gjort det fremragende med ikke mindre end tre sejre i årets første måneder. Staldens fløjhest, Apapmand, fremstår som én af landets absolut bedste i øjeblikket med tre sejre i hesten sidste fire starter og en årsindtjening tæt på 100.000.
 
Marts 2021/ Susanne HVidtfeldt

 

Vinterferien er slut.
 
Vinterferien er nu afsluttet for Fire World og han har genoptaget træningen frem mod de spændende løb i hans fireårs-sæson. Han træner i øjeblikket for vogn 2-3 gange om ugen og går derudover på bånd et par gange om ugen. Træneren melder, at hesten har taget pænt på i løbet af ferien og fremstår i øvrigt i et skinnende blankt hårlag. Endvidere virker hesten meget glad i øjeblikket hvilket måske skyldes den ekstra opmærksomhed som Mette, der i den seneste tid er begyndt at deltage i arbejdet i stalden hos Anders, har vist vores hest.  Erfaringsmæssigt ved vi, at heste trives vældig godt ved at have en fast person tilknyttet til den daglige omsorg. Vi håber derfor meget på, at Mette har lyst til at fortsætte med at forkæle Fire World. 
 
Marts 2021/Susanne Hvidtfeldt

 

Vinterferie
Fire World hygger sig hjemme hos Team Fachman. Februar 2021/ Susanne Hvidtfeldt
Året startede med en sejr.
 
7 starter skulle det til, før vores Fire World kunne vinde karrierens første sejr. I det første løb på Charlottenlund Travbane i 2021 var vores stjerne til start fra et vanskeligt spor 10 bag startvognen. Anders F udnyttede dog hestens naturlige starthurtighed til at skyde frem til tredje par udvendig i ryg på løbets to favoritter. Feltet forblev uforandret indtil ca. 700 meter før mål, hvor Steen Juul, som lå umiddelbart foran Fire World, satte et angreb ind. Anders sendte straks vores hest afsted i tredje spor. Før opløbssvinget havde Juul ramt spidsen, mens Fire World stadig kæmpede på i tredje spor. Ind i opløbet stod det hurtigt klart, at løbet skulle afgøres mellem Steen Juul's Isabella Doctor og Fire World. Med store skridt nærmede Fire sig sin konkurrent og ca 50 meter før mål stod det klart, at han ville vinde sin første sejr efter en flot styring af Anders F.
 
Fire World tjente kr. 8.500 ved sin sejr og han har nu vundet i alt kr. 15.000. Og Fire World var ikke den eneste, som tjente penge på sejren, idet vi har hørt fra adskillige glade anpartshavere, som havde satset i totalisatoren. Hele 32 gange pengene vandt de personer, som havde spillet vores hest som vinder af løbet.
 
Kort tid efter den fine præstation fik vi en henvendelse vedrørende køb af den ledige anpart, som nu er afsat.
 
Januar 2021/Susanne Hvidtfeldt
Fire World sluttede 2020 med en fjerdeplads.
 
Søndag d. 27. december gjorde Fire World sin sidste start i 2020. Opgaven lød på 2000 meter voltestart med en ny kusk, Kasper K. Andersen i sulkyen. Fra sit tredje startspor var vores hest meget hurtigt ude af volten og engagerede den førende ind i første sving. Da det hurtigt var klart, at det ikke ville lykkes at erobre spidsen, blev Fire placeret i ryg på den førende. Her blev han liggende til midt i opløbet, hvor han var placeret som fjerde. Trods en god speed nåede Fire World ikke forbi de foranliggende og løbet resulterede i en godkendt fjerdeplads.
 
Efter løbet kunne Kasper K. give følgende karakteristik af vores hest: Han var meget frisk og er en hest med mange kræfter. Anders F. kunne supplere, at man var kørt tidligt til Lunden på grund af det meget dårlige vejr. Der var en del fyrværkeri i omegnen af banen, hvilket havde gjort Fire ret stresset i tiden frem mod løbet. 
 
Næste opgave for vores hest er på førstkommende fredag d. 8. januar 2021, hvor han i dagens første løbe skal ud over distancen 2.000 meter med autostart fra et vanskeligt spor 10 med træneren i sulkyen. Fire World er denne gang ikke nævnt i banens tipsramme. Løbet afvikles kl. 15:45 og for de personer, som ikke vil/må/kan overvære løbet på Lunden, vises løbet på Fast Track Racing på nettet. Baneprogrammet kan downloades via dette link 
 
Der gælder som tidligere nævnt en del restriktioner vedrørende ophold på tilskuerpladserne under løbene. Disse er beskrevet i baneprogrammet.
 
Januar 2021/Susanne Hvidtfeldt