Nyhedsarkiv 2015

Julekort fra Anders F Jensen og Team Fachman
Glædelig jul og godt nytår fra Bestyrelsen Kim, Erik og Susanne

Juleferie til Snip efter en fantastisk sæson.

 

Søndag d. 29. november havde Charlottenlund Travbane inviteret til væddeløb med finalen i dansk avlsløb som hovedbegivenhed. For Team Sorte Slyngel var focus specielt rettet mod dagens 7. løb, hvor Snip fra et fint startspor 2 skulle forsøge at fortsætte de fine takter.

 

Fra start mistede Snip nogle længder til de førende, som åbnede i højt tempo. Da der faldt ro over feltet fik Anders placeret Snip i en perfekt position som anden udvendig. Det var dog tydeligt, at Snip havde svært ved helt at lukke hullet frem til hesten i dødens. Ind i opløbet var den sorte perle stadig femte i tredje par indvendigt – dog med et stykke frem til de førende. Ned gennem opløbet måtte han lade et par konkurrenter passere og han skar målstregen som nummer 8 i tiden 15,6.

 

Efter løbet blev bestyrelsen i samråd med Anders F enige om at lade Snip få sig en særdeles velfortjent juleferie. De to sidste løb havde indikeret, at eftersommerens fantastiske formtop måske var en smule på retur.

 

Det er derfor tid til at gøre status over en fantastisk sæson 2015, som i blot 13 starter resulterede i 2 sejre, 3 andenpladser og 2 tredjepladser samt en imponerende indtjening på 91.000 kroner. Stærkest i erindringen står helt klart den meriterende sejr på Derbydagen. Det er ligeldes positivt, at alle anparter i årets løb har været repræsenteret i forbindelse med Snip's deltagelse i løb i såvel ind- som udland.

 

Der skal fra bestyrelsens side lyde en uforbeholden tak til Team Fachman for gennem hele sæsonen at have præsenteret publikum for en billedskøn Snip. Helt frem til sidste start har Snip lignet et glansbillede. En speciel tak til oppasser Camilla, som givet har en stor andel i succesen.

 

December 2015/Susanne

Snip til start søndag d. 29. november.

 

Lunden afvikler førstkommende søndag et meget flot program. Først skal vi naturligvis nævne Snip, som starter i dagens 7. løb, Ekstra Bladets liga 3, 2.000 meter auto, Han har denne gang fået et attraktivt spor 2, som vi håber han med sin gode starthurtighed kan udnytte til en fornuftig position undervejs.

 

Baneprogrammet tipper Snip som anden og knytter følgende kommentar til starten: ”2 Snip har gjort det godt i år - og endnu en sejr kan sidde lige rundt om hjørnet. Hesten har tidligere slået gode Four Strong Winds - som har gjort det imponerende i år. Snip har perfekt spor, og får givet et godt løb undervejs.”.

 

I kuskekommentarerne har Andres udtalt: ”Snip kommer efter noget løbspause. Jeg er helt tilfreds med hesten i træningen og fra det gode spor, skal han have mulighed for at løbe i trioen”.

 

Det bliver en spændende søndag, hvor vi håber mange anpartshavere vil finde vej til Lundens oval. Én af vore anpartshavere kan denne dag fejre sin fødselsdag og det ville jo være perfekt med en stor fødselsdagsgave fra Snip.

 

Anders starter denne dag flere heste med gode chancer. Ikke mindst Apapmand, som er én af forgrundsfigurerne i dagens hovedløb, Dansk Avlsløb, med behagelige 100.000 i førstepræmie. Der er således mange gode grunde til at gå med i Lunden denne søndag eftermiddag. Snip's løb er planlagt til ca. 15:20.

 

Vel mødt til en fantastisk sportsdag.

 

November 2015/Susanne

Hygge blandt de nogle af de fremmødte anpartshavere.

Snip i ny rekord.

 

Lørdag d. 24. oktober havde en halv snes forventningsfulde anpartshavere fundet vej til Jægersro Travbane i Malmø, hvor Team Sorte Slyngel's sorte perle skulle forsøge at vinde karrierens største præmie. Her var nemlig hele 100.000 kroner i første præmie.

 

Distancen var velvoksne 2640 meter og Snip skulle starte med 20 meters tillæg. 14 heste kom til start. Anders tog Snip stille og roligt fra start. I et felt med mange fejlende heste på den første halve omgang gled Snip frem til en perfekt placering i fjerde par udvendig. Tempoet var megt lavt den første kilometer, 18,7, mens tempoet blev skærpet noget den næste kilometer til 15,9. 500 meter før mål trak Anders vattet på Snip og startede angreb i tredje spor opløbssvinget rundt. På grund af det lave tempo undervejs havde de foranliggende dog stadig så mange kræfter i behold, at det var svært at tage længder på dem. Snip skar derfor mållinien som sjette i tiden 15,8. Tiden er ny rekord for distancen og faktisk kun 0,2 sekunder langsommere end hans rekord på normaldistancen. Så alt i alt en godkendt præstation. For ottende gang i træk kunne kassereren konstatere, at der gik penge ind på kontoen. Denne gang knapt 4.000 kroner, hvilket sender indtjeningen i 2015 op over imponerende 90.000 kroner. Snip har stadig behagelige 1.345 startpoint

 

Efter løbet var Snip ret upåvirket. Vi vil i samråd med Anders F. træffe beslutning om næste start.

 

Oktober 2015/Susanne

Hygge på Jægersro sidst Snip startede på Derby-banen

Snip til kamp om 100.000.

 

I dag skal vores sorte perle starte i det højst doterede løb i sin karriere. Ikke mindre end 100.000 svenske kroner venter vinderen af dagens 4. løb på Jægersro Travbane i Malmø, som afvikler V75 med den svenske elite til start i Müllers Memorial.

 

Vi fangede træner Anders F. Jensen i et travlt øjeblik for en kommentar forud for løbet. Anders udtaler: ”Snip holder tilsyneladende sin fine form og de 2.640 meter skulle ikke blive noget problem, da han jo har en superkondition i øjeblikket. Det er klart der i løb med så høj præmiesum kommer rigtig fine heste til start, men med et fornuftigt løb kan Snip godt blande sig, hvor de gode præmier skal uddeles”.

 

Snip starter som tidligere nævnt i dagens fjerde løb med startnummer 8. Løbet afvikles ca 15:50 og kan som sædvanligt følges på Dantoto Racing Live for de anpartshavere, som ikke finder vej til Malmø. Løbet er sidste afdeling i dagens V4 spil, hvor Snip her kl 8:30 er afkrydset på 5% af bonerne og står til 40 gange pengene i vinderspillet.

 

Oktober 2015/Susanne

Snip starter på Jægersro's V75-dag.

 

Så er programmet til lørdagens løb på Jægersro i trykken. Snip skal starte i dagens fjerde løb, som er programsat til at starte ca. kl 15:50. Løbet er udskrevet over 2.640 m voltestart. Snip har fået spor 8, tredje i volten med 20 meters tillæg. Der er mange fine heste med i løbet, men Snip er dog hesten med flest startpoint.

 

Det er næsten 1½ år siden Snip sidst startede over den lange distance. Om det er årsagen til, at han slet ikke er nævnt i væddelæbsprogrammets tipsramme, skal vi lade være usagt. Vi vender tilbage senere på ugen, hvor vi forhåbentlig har en kommentar fra træner Anders F Jensen.

 

Vi håber mange anpartshavere vil finde vej til den svenske Derby-bane denne lørdag d. 24. oktober.

Vi vil forsøge at skaffe staldbilletter til så mange som muligt. Det vil desuden være hyggeligt, hvis vi i samlet flok kunne heppe på Snip, så hele Jægersro kan høre os.

 

Oktober 2015/Susanne

Ny pragtpræstation af Snip

 

Søndag d. 4. oktober kunne Snip føre endnu et fornemt resultat til den efterhånden lange række af styrkedemonstrationer, han har beriget os med i sin karriere. Denne gang var skuepladsen finalen i Ekstra Bladets liga 4. Et løb Snip kvalificerede sig til allerede i juli måned på Car Center Racetrack på Falster.

 

Fra sit gode startspor 5 fik Snip en god start. Anders fortalte efter løbet, at Snip denne gang var meget hurtig fra start, og Anders kunne selv vælge, hvad han ville gøre. Det blev til andet par udvendigt gennem første sving og tredje par udvendig midt på første langside. Første 500 meter efter 12,8. Første kilometer efter 15,2. Der var ingen forskydninger i feltet før staldsiden sidste gang. Med 700 meter til mål valgte Anders at forlade tredje par udvendig for at gå frem og engagere frontduoen. Trods det opskruede tempo sad træneren helt roligt bag vores hest og først med 250 meter igen blev vatte trukket. Ned gennem opløbet stred 4 heste side om side: Inderst hele tiden førende Temptation SH, i andet spor Scott Laser, Snip i tredje spor og udvendig for ham, Dekadent K. Side om side fulgtes hestene mod målstregen, hvor Temptation var hoved og hals før Snip, der igen var ganske kort før forannævnte. Snip var således igen deltager i et fantastisk spændende opløb, hvor 9 af feltets 10 heste var i mål indenfor 0,8 sekund.

 

Denne løbsdag var der igen imponerende fremmøde blandt anpartshaverne. Ikke mindre end 12 ud af 16 anparter var repræsenteret på lægterne. Det vidner om stort engagement blandt anpartshaverne i vores lille forening, hvilket glæder bestyrelsen og træneren utroligt meget.

 

Oktober 2015/Susanne

Finale-tid

 

Søndag d. 4. oktober byder Charlottenlund Travbane på et rigitg fint program. Der afvikles (finale i) Dansk Travkriterium samt Mesterskab for Danmark. Desuden afvikles ligafinaler i alle 5 ”Ekstrabladets Travligaer”. I dagens 3. løb, Liga 4 finalen, starter vores sorte perle fra et spændende spor 5. Med Snip's starthurtighed i de sidste starter i baghovedet, kan dette udgangspunkt måske blive omsat til en gunstig position undervejs.

 

Træneren melder, at hesten er i topform og at Snip givet vil gøre en god figur.

Vi tror på en god præmie, selvom man ikke har samme tro på Snip i de skrevne medier. Vejret skulle denne søndag eftermiddag blive rimeligt med behagelige temperaturer og meget lidt vind. Derfor håber vi mange anpartshavere vil finde vej til Lunden. Tag venner, kolleger, naboer og familie med til en fantastisk sportoplevelse, og lad os sammen heppe på Snip og Anders.

 

Oktober2015/Susanne

Taktikmøde over en gulerod.

Snip bekræftede storformen.

 

Tirsdag d. 15. september var Snip skrevet til start på Jægersro i et snorestartsløb over 2.140 m. Optakten til løbet var ikke det bedste, da adskillige kraftige regnbyger havde gjort banen i Malmø særdeles tung og smattet.

 

Fra start tog Anders F. vores hest stille og roligt med en placering bagerst i feltet. Foran blev der praktiseret ”stafetkørsel”, hvilket gjorde, at feltet var meget langstrakt forbi dommertårnet efter en omgang. Her gik der et forskrækket sus gennem de fremmødte anpartshavere, da Snip tog et par galoptrin, som kusken dog mesterligt fik pareret.

 

Ud på sidste langside satte Snip bogstaveligt talt skruen i vandet og herfra gik det stærkt. Fra en placering som sidste hest i feltet skød den sorte perle forbi den ene konkurrent efter den anden. Hvad der forbi dommertårnet lignede en håbløs opgave blev over de sidste 800 meter (som blev afviklet i 12-tempo) forvandlet til en meget sikker andenplads i ny snorestartsrekord 15,6. En rekordforbedring på ikke mindre end 2,1 sekund. Alle fremmødte var enige om, at der faktisk var tale om en halv sejr med løbets afvikling i baghovedet. Snip bekræftede i hvert fald, at han er i overdådig form i øjebilkket. Yderligere 7.300 kroner (9.300 svenske kroner) blev indsat på præmiekontoen.

 

Efter løbet blev der uddelt masser af gulerødder fra de fremmødte anpartshavere, hvilket Snip var særdeles tilfreds med. Tak til Camilla og Team Fachmann for at fremvise en billedskøn væddeløber i fantastisk form.

 

 

 

September 2015/Susanne

Snip vinder den 30. august på Lunden

Snip til start i Sverige.

 

Snip starter førstkommende tirsdag d. 15. september på Jægersro Travbane i Malmø i et voltestartsløb over 2.140 meter. Snip har fået spor 7, hvilket er spor to i volten med 20 meters tillæg. Der er absolut gode heste med i løbet, men Snip er dog den hest, som har suverænt flest startpoint. Løbet afvikles som dagens 8. med start ca kl 21:00. Løbet kan som altid følges på Dantoto, men vi håber naturligvis på mange anpartshavere finder vej til den smukke svenske bane.

 

Har du planer om at køre til Malmø tirsdag og har du plads i bilen, må du meget gerne sende en mail til formanden, som så vil videresende din mail til øvrige anpartshavere.

 

September 2015/Susanne

Fantastisk Derby-weekend

 

Som overskriften antyder blev søndag d. 30. august på flere måder en mærkedag. Rent sportsligt blev Winston Sisa's fuldstændig surreallistiske Derby-sejr i ny verdensrekord - 12,8 over 3.000 meter – naturligvis højdepunktet.

 

Men mange anpartshavere vil med stor glæde se tilbage på dagens sjette løb, hvor Snip endnu engang viste en heroisk præstation, hvor han fra dødens sejrede med mindst mulig marginal foran et jagtende koppel heste, hvor samtlige skar målstregen indenfor et enkelt sekund. Snip sejrede i 14,3 mens sidste hest over mål løb 14,8. Alle vil huske tilbage på de nervepirrende minutter det tog dommerne at fastslå rækkefølgen over mål. Alle vil huske euforien i vindercirklen med champagne og æresrunde i hestevogn. En uforglemmelig oplevelse, som vi kunne unde alle travsports-entusiaster at opleve.

 

Selve løbet formede sig ikke 100 % optimalt for Snip. Han var godt med fra start, hvor han fik den gunstige position som anden udvendig. Denne blev dog allerede på første langside vekslet til ”en blød dødens”. Første 500 m gik efter 12,0 mens kilometeren blev passeret i 15,4. Forbi dommertårnet kørte Anders frem udvendig for den førende for at få mere tempo på løbet. De første angreb bagfra kom med 600 meter til måstregen, men Snip var stadig på biddet i spidsen, hvor man med 250 meter hjem kunne fornemme, at førerhesten var blevet gjort mør. Til gengæld kom de nu ”fra alle verdenshjørner”. Snip kæmpede som en løve i front alle angreb blev afværget til en fantastisk sejr, som banespeakeren udtrykte det. En fuldstændig pletfri præstation af både hest og kusk.

 

Med sejren fordoblede Snip sin årsindtjening, som nu er den højeste i hans karriere. Rekorden blev tangeret og han står nu med ikke mindre end 1342 startpoint, hvilket betyder, at han kan starte hvor som helst, vi ønsker at melde ham.

 

En kæmpe tak til Team Fachmann for det flotte arbejde man han udført med vores hest – ikke mindst til oppasser Camilla, som desværre var forhindret i at være til stede under løbet.

 

Som et evigt minde om sejren modtog vi blandt andet den eftertragtede Derby-vase, som i øvrigt er den første ærespræmie, som Snip vinder i karrieren. Vasen skal i fremtiden stå hos Kim Blandfort, som havde lodtræknings-nummer 1. På den stiftende generalforsamling blev der trukket lod om rækkefølgen for udlodning af eventuelle ærespræmier blandt alle anpartshavere. Du kan se dit lodtrækningsnummer på den udsendte anpartsliste.

 

Vi håber Snip tager starten på en god måde og ser frem mod næste start.

 

 August 2015/Susanne

Vi ses til Derby.

 

Sidste søndag i august er en mærkedag for alle travsports-entusiaster. På denne dag afgøres Dansk Trav Derby, hvor vinderen - ud over en fed præmie-check – indskriver sig evig hæder og ære og en plads i travsportens historiebog.

 

Rundt om selve Derby-løbet er der et væld af gode opgør på programmet. Et af disse opgør har deltagelse af en ganske særlig hest, nemlig vores sorte perle, Snip. Han skal sammen med Anders deltage i dagens 6. løb og han har såmænd igen, igen trukket spor 6 – i øvrigt for tredje gang i træk. Løbet er nok det bedst besatte, vores hest endnu har startet i. Han er ikke nævnt i programmets tipsramme.

 

Derbydag er festdag – mød frem og lad os sammen heppe på Snip og Anders.

 

Vel mødt i Lunden til DERBY!!

Ny rekord og flot tredjeplads til Snip.

 

Søndag d. 16. august afholdt Lunden Derby-prøver for de 4-årige heste, hvor publikum blev vidne til mange fine præstationer. Felterne til årets største løb er ved at være på plads. Et af de løb, som danner optakt til selve Derbyet søndag d. 30. august er finalen i Summer Meeting Copenhagen. Det var i kvalifikationsløbet til dette, at vores Snip skulle forsøge sig.

 

Fra sit yderlige spor 7 fik Snip endnu engang en fin start, som efter resulterede i andet par udvendig. Første 500 m efter 13,0 med Eat My Dust i føring og Twin Peaks udvendig. Første kilometer efter 14,4 uden de store forskydninger. Ud af næstsidste sving trak Snip en smule ned i banen, og Anders måtte korrigere hesten, hvilket kostede fart og et par meter terræntab. Foran havde Twin Peaks gjort det af med førerhesten og præcis som sidste gang var det nu Snip og Ken Ecce's røde hoppe, som skulle gøre op om sejren. Denne gang nåede Snip ikke forbi. Og det som blot få meter før mål lignede en andenplads – og dermed kvalifikation til finaleløbet – blev på løbets allersidste meter vekslet til en flot – men alligevel ærgerlig – tredjeplads. Ny rekord 14,3am og yderligere 5.000 ind på præmiekontoen. Stilen og kampmodet var som tidligere helt på top.

 

Snip står nu med 739 startpoint efter sine sidste flotte indsatser. Det skulle give gode muligheder for at kunne starte i et løb på Derbydagen for heste under 150.000. Mere om dette, når der i næste uge skrives til start i Derby-weekendens mange løb, fredag, lørdag og søndag.

 

August 2015/Susanne

Snip juli måneds hest hos Team Fachman.

 

Hos Team Fachman har man indført den glimrende tradition hver måned at kåre staldens bedste. I juli måned faldt valget på vores sorte perle, Snip. I begrundelsen skriver man:

 

Anpartshesten Snip kan i Juli måned løbe med titlen månedens hest.Snip er en lille kæmpe, som for det meste altid gør, hvad han kan. Han har i juli måned udvist fightervilje, gåpåmod og glæde ved jobbet. Vi ønsker tillykke til Team sorte slyngel og sender dem en flaske vin og Snip vil modtage en ny grime en af dagene.”

 

Herfra skal der lyde en tak for hæderen.

 

Næste start for Snip bliver førstkommende søndag d. 16. august i et løb, som kaldes Summer Meeting Copenhagen. I løbet kvalificerer de 2 førstplacerede sig til finalen, som afvikles på Derbydagen, søndag d. 30. august. Der køres indledende afdelinger til dette løb i Oslo, Göteborg, Halmstad, Malmø og København. Der bliver således 10 heste i finalen, hvor førstepræmien er flotte 80.000 kroner. Snip skal starte i dagens niende løb og han har traditionen tro fået et yderligt startspor bag startvognens vinger – nemlig spor 6.

 

Vi lægger yderligere information ud, når der foreligger et baneprogram og en trænerkommentar.

 

August 2015/Susanne

Snip og Camilla

Årets første sejr til Snip

 

Fredag d. 31. juli kunne Snip for første gang i 2015 skære mållinjen som vinder. Og det efter en meget fornem præstation af såvel hest som kusk. Ydermere blev sejren taget i ny rekord, 14,4, 2000 meter autostart.

 

Det er helt åbenbart, at udviklingen i Snip's starthurtighed har betydet enormt for hestens muligheder i løbene. Igen denne løbsdag var han fint med fra start trods et lidt yderligt startspor. Tredje par udvendig gennem første sving, som senere blev til andet par udvendig, hvorfra træneren med stort overblik kunne sætte angrebet ind på det helt rigtige tidspunkt. Midt på sidste langside stak favoritten, Twin Peaks, af fra feltet, hvor Anders og Snip måtte lukke hullet frem til den førende. Allerede ved opløbets begyndelse stod det klart, at Snip ville være vinderen af løbet. Ned gennem opløbet kunne Anders sidde ganske afslappet og nyde udsigten til de slagne konkurrenter.

 

På Lundens hjemmeside blev løbet beskrevet således:

 

Fjerde løb blev vundet af andelshesten Snip. Efter tre sejre i fjor måtte seksåringen vente til månedens sidste dag i juli, inden den atter fandt vinderpladsen.Outsideren Runa Stensbæk blev sendt til føring i en hård pace, 13,0/500 meter, og det var for voldsom kost.Midtvejs i løbet overtog Twin Peaks, som åbnede kilometeren i 13,8, og Twin Peaks leverede sit vel bedste løb hidtil.Kunne ikke svare vinderen i opløbet, men holdt de øvrige bagved. Snip leverede en god afslutning til sejr i 1.14,4/2000 meter auto, tredjeplads til Eat My Dust.- Snip leverede en god afsluning forleden på Falster, som jeg udtalte til jeres hjemmeside, så jeg er ikke overrasket over sejren, forklarede Anders F. Jensen.

De fremmødte andelshavere havde en dejlig eftermiddag på Lunden. Tak til Team Fachmann – og specielt oppasser Camilla – for et flot arbejde med vores toptunede hest. Vinderbuketten tog Verner Pedersen med hjem til fruen i Ringe på Fyn.

 

Med sejren og de dejlige 12.500 i frøstepræmie blev juli måned en meget positiv måned for Team Sorte Slyngel. Snip står nu med en indtjening på 113.278 og 705 startpoint.

 

Vi kan knapt vente til næste start!!

 

August 2015/Susanne

Snip til start fedag den 31. juli

 

Snip starter fredag den 31. juli på Lunden i 4. løb, som er et autostart over 2000 m., hvor han har fået startspor 6. Det bliver spændende, om han kan fortsætte de fine takter, han viste ved den seneste start.

 

Baneprogrammet giver ham følgende kommentar med: 6 Snip virker til at få bedre og bedre form. Har mødt billigere konkurrence end i dag, men de løber ikke fra Snip her. Tempo på løbet – og hesten bliver budt ind i legen. Triochance.

 

Anders F. Jensen har udtalt til Lundens hjemmeside: Snip (nr. 6) er jeg meget tilfreds med for tiden. Afsluttede godt sidst på Falster, og synes han skal kunne være blandt de tre første, mener Anders F. Jensen.

 

Denne fredag er der mange fine løb på programmet, så lad os mødes i Lunden og heppe på Snip.

 

Juli2015/Susanne

Fornem præstation af Snip på Falster.

 

Søndag d. 12. juli 2015 afholdt Car Center Racetrack det årlige Harald Lund's Mindeløb.I dagens rammeprogram skulle vores sorte perle vise, om sidste starts gode takter var en enlig svale, eller om formen så småt er ved at være på 2014-niveau. Og lad det være sagt med det samme: Snip skuffede ingen denne sommersøndag.

 

Fra start var det Top Winner og gæstekusk Jeppe Juel,som tog spids i et hæsblæsende tempo: 12,8 første 500 meter. Anders valgte klogelig ikke at deltage i spidskampen fra sit yderlige startspor. I front dæmpede Juel tempoet reelt, således at første kilometer blev afviklet efter 16,4. Bagved havde Anders fået placeret Snip i en gunstig position som 3 par udvendigt. Med 600 meter igen blev der givet marchordre og Snip blev styret frem i tredje spor, som midt i opløbssvinget blev til udvendigt på den førende. Snip tabte et par længder ind på opløbsstrækningen men herfra fik vi igen lejlighed til at opleve hans stærkeste våben – en sej speed og et stort figterhjerte. Meter for meter kom Snip nærmere førende Top Winner og på målstregen var det stort set umuligt at skelne, hvem af de to kombatanter, som havde vundet.

 

Det viste sig, at Snip netop ikke var nået forbi. Han sluttede løbet på en fornem andenplads, slået med et mulehår i tiden 16,4a – samme tid som vinderen. Efter løbet var træneren naturligvis meget tilfreds med hestens præstation og med de to sidste løb in mente kan vi næsten ikke vente til næste gang.

 

Juli 2015/Susanne

Harald Lunds Mindeløbsdag.

I dag afvikles Haralds Lunds Mindeløb og det er et utroligt fint felt, der kommer til start. Hele programmet denne dag byder på spændende opgør.

Vores egen Snip starter i 8. løb med startspor 7 over 2140 meter autostart. Træneren udtaler på sin hjemmeside:

"Har været lidt svingende i hans præstationer i år, men gik godt senest. Med svært spor, kører vi med og ser, hvad det kan blive til."

 

2015/Susanne

Snip til start på Falster søndag d. 12. juli.

 

Snip er atter meldt til start. Denne gang på Car Center Racetrack's største løbsdag, hvor Harald Lund's Mindeløb med 100.000 kr. i førstepræmie afvikles.

Han skal starte i dagens 8. løb og har igen fået det vanskelige startspor 7. Men vi er fulde af fortrøstning efter Snip's sidste løb på Lunden d. 3. juli.

 

Fra start gik Snip det bedste set i meget længe. Desværre resulterede det udvendige spor i, at Anders blev sat af i tredje spor første sving rundt. Ind på første langside blev Snip forceret frem til dødens, som dog hurtigt blev vekslet til andet par udvendig ind i opløbssvinget første gang. Denne position kunne Snip holde den næste omgang, hvor hesten i ”dødens” gav op og faldt gennem feltet. Anders fik vores hest vredet ud i tredje spor og det bed fornuftigt for den sorte kriger, som kom i mål som nummer fire i ny rekord på normaldistancen, 14,8. Træneren var særdeles tilfreds med hestens præstation, aktionen flød fint og hesten var hurtig fra start.

 

Der følger mere information vedrørende løbet på Falster søndag.

 

Juli 2015/Susanne

 

Overskrift

Snip til start i eftermiddag på Lunden.

 

Snip får følgende kommentarer på diverse hjemmesider:

Trænerkommentar på Lundens hjemmeside: "Snip (nr. 7) holder udmærket form men er jo ikke helt stabil. Kan godt være en triochance hvis det fungerer på fredag, anser Anders F. Jensen."

Anders F. Jensen udtaler på sin hjemmeside: "Galoprede senest og er bedre end det. Møder gode heste, men er han fejlfri er han i pengene og
har vi også heldet lidt med os en lille triochance."

På Danskespil udtaler Carsten Rabjerg: "7 Snip, der ser ud til at have topform, men kan tage sig engalop nu og da."

Baneprogrammet tipper Snip som outsider og skriver: "7 Snip er på gode dage en ret så fin hest, men det har bare ikke stemt i år. Hesten er bedre end resultaterne viser, og lever mest på dens styrke. Har kapacitet til at være med fremme i trioen her."

Vi krydser fingre for Snip og Anders på denne flotte sommer dag.

 

Juli 2015/Susanne

 

 

Overskrift

Snip på Lunden fredag d. 3. juli.

 

Snip startede på Car Center Racetrack d. 18. juni, men den start er der ikke meget at skrive om: Det var overstået før det begyndte. Vores hest var noget utilbens op mod startvognen og en ødelæggende startgalop var uundgårlig. Siden gik han dog en fin ophentning og bekræftede, at formen er ved at være, hvor den skal være.

 

Førstkommende fredag d. 3. juli starter Snip så igen. Denne gang på Charlottenlund Travbane, hvor distancen er 2.000 meter med autostart. Han har fået startspor 7, altså næstyderst på vingen. Træneren melder alt vel med hesten, men kan endnu ikke sige noget om chancerne, da modstandernes kvaliteter ikke er blevet nærstuderet. Herom følger senere.

 

Juni 2015/Susanne

Overskrift

Snip til start på travbanen i Nykøbing Falster.

 

Førstkommende torsdag d. 18. juni er Snip meldt til start på Car Center Racetrack på Falster. Han starter i dagens 6. løb over 2140 meter autostart. Startsporet er også denne gang henlagt til anden række – nr. 9.

 

Anders F. ser frem mod opgaven med fortrøstning. ”Snip har de seneste gange løbet på fine tider og det vil han givet gøre igen. Startsporet er OK, idet han som bekendt ikke er nogen startraket. De løber ikke fra ham”.

 

Der er med andre ord håb om en god præstation og vi håber naturligvis det bedste. Forhåbentlig blander han sig i slutstriden.

 

Løbet indgår som tidligere omtalt i landskampen Tyskland-Danmark. Det er dog ikke lykkedes at lokke de annoncerede kuske til Nykøbing, så de tyske farver repræsenteres af Conrad Lugauer og Michael Schmid, begge absolut kompetente reserver for Wevering og Nimczyk.

 

Torsdag er valgdag og vi vælger at tro på en fin præstation af Snip.

Vel mødt.

 

Juni 2015/Susanne

Overskrift

Flot præstation af Snip i Odense.

 

Fredag d. 29. maj var Snip klar bag startvognen på Fyns Væddeløbsbane. Med startnummer 11 på sprint og i øsende regnvejr var betingelserne måske ikke specielt optimale. Dertil kom så et uheld efter ca 300 meters kørsel, hvor en konkurrent ramte Anders' sulky, hvorved det ene hjul punkterede.

 

Det hindrede dog ikke ekvipagen i at yde en flot præstation, hvor Anders fra en position i andet par udvendig indledte angreb med 600 meter hjem. Det bed rigtig godt for Snip, som hurtigt var udvendig på den førende, Tit. Forbi kom Snip dog aldrig og på de sidste meter strøg ligeledes storfavoritten, Stickittothem forbi. Det blev således til en flot tredjeplads i tiden 15,3. Snip var perfekt i stilen trods de vanskellige forhold og starten lover godt for fremtiden.

 

Næste start for Snip er planlagt til torsdag d. 18. juni på Car Center Racetrack i Nykøbing Falster. Løbet er udskrevet som et amerikanerløb, hvor hestene tildeles startnummer efter deres præmiesum. Løbet indgår i en ”landskamp” mellem Tyskland og Danmark. For Tyskland stiller travlegenden Heinz Wewering, som er den oftest sejrende kusk i europæisk travsport gennem alle tider. For tyskland deltager desuden Michael Nimczyk. For Danmark kører Steen Juul og Birger Jørgensen. Resten af felterne besættes af hestenes sædvanlige kuske. Der meldes til start torsdag den. 11 juni 2015.

 

Juni 2015/Susanne

Overskrift

Snip besøger Fyn

 

Fredag d. 29. maj starter Snip på Fyns Væddeløbsbane i Odense, som arrangerer løb med fælles nordisk spil med start allerede 15:45. Snip er ikke alene i transporten. Anders starter ikke mindre end 5 heste på den fynske oval.

 

Snip starter i dagens 5. løb med planlagt starttidspunkt 17:00. Han har fået spor 11 i det 1640 m lange løb. Han er i baneprogrammet tippet som outsider og får følgende kommentarer med på vejen:

 

11 Snip har fået et par løb i kroppen efter pause, men det endte med galop senest. Den kom placeret indvendigt i tredje par midt i første sving. Hesten er ganske kapabel og kan godt ende med at blive lidt glemt af mange spillere her.

 

På én af landets bedst opdaterede travsider, www.travet.dk, har man også bemærket, at Anders F. drager til ”provinsen” og bringer i den forbindelse et glimrende billede af vores Snip. Se mere på: http://www.travet.dk/index.php/nyheder/706-anders-f-gemmer-skytset-til-provinsen

 

Jeg håber mange anpartshavere vil finde vej til Odense denne fynske fredag, som bl.a. byder på Richard Møller Nielsen's Mindeløb, hvor mange af fordboldspillerne fra EM-holdet i 1992 vil være til stede. Se mere på http://www.travet.dk/index.php/nyheder/697-vi-har-modtaget-denne.

 

Desværre kan jeg ikke selv deltage, da jeg er på ferie i Stockholm.

 

Maj 2015/Susanne

Overskrift

Så er Snip meldt ”Fit for Fight”

 

Snip startede sidst d. 18-4-15, hvor han fik en ærgerlig galop i første sving. Anders var af den overbevisning, at Snip havde problemer i munden. Derfor blev han d. 23-4-15 undersøgt og behandlet for tandspidser. Der var sår i kindslimhinden. Endvidere var han øm på venstre forkode, hvorfor han også blev behandlet for dette.

 

Efterfølgende har han gået på skridtbånd for at holde konditionen ved lige. I sidste uge kunne hesten arbejde for fuldt. Tirsdag i denne uge blev Snip kontrolleret af dyrlægen, som kunne melde alt vel. Der er således tale om en pause på knap uger, men da han i perioden er blevet skridtet en del bliver der næppe tale om et mærkbart tab af kondition.

 

Anders kigger nu efter en passende opgave til Snip i den nærmeste fremtid.

 

Maj 2015/Susanne

Overskrift

Ærgerlig startgalop for Snip.

 

Lørdag d. 18. april var Snip til start på Lunden. Efter en fin sæsondebut og med et godt startspor var forhåbningerne til løbet på forhånd i top. Foreningen havde samme eftermiddag afholdt ordinær generalforsamling, så der var mange anpartshavere på plads denne dejlige forårsaften.

 

Desværre blev glæden kort, idet Snip denne gang lavede en af sine sjældne galopper allerede ved indgangen til første sving. Hans terræntab var så stort, at en placering blandt de første aldrig var inden for rækkevidde. Det skal dog siges, at hesten gik en fremragende ophentning.

 

April 2015/Susanne

Overskrift

Snip til start lørdag d. 18. april.

 

Efter en god sæsondebut starter Snip førstkommende lørdag aften på Charlottenlund Travbane. Snip skal ud i aftenens 7. løb, som afvikles kl ca. 20:15. Løbet går over 2000 meter med autostart og Snip har fået et perfekt startspor 4.

Snip er tippet som nr. 2 i banens program og får følgende ord med på vejen af programtipperen, Jesper Elbæk:

4 Snip kom fint i gang med 2015 sæsonen på Falster, og den start har sikkert skærpet Anders F. Jensens hest (vi har korrigeret hoppe til hest!). Grundkapaciteten er fin, og startsporet er godt, så Snip skal krydses på alle V5 og V4 boner.

Til Lundens hjemmeside udtaler Anders F. Jensen:

- Snip (nr. 4) fik en god årsdebut på Falster. Sad fast indtil kort før mål. Bør være forbedret til på lørdag, jeg tror godt den kan dukke op i trioen.

Som bekendt afholdes der generalforsamling i Team Sorte Slyngel lørdag eftermiddag kl 16:00 i Tutten på staldterrænet.

 

april 2015/Susanne

 

 

 

Overskrift

Godkendt fjerdeplads til Snip i sæsondebuten.

 

Onsdag d. 8. april var der sæsondebut for Snip i et amerikanerløb over sprinterdistancen på banen i Nykøbing Falster. Snip fik fra sit spor 2 en fin start og blev placeret i tredje par indvendig bag de to favoritter. Anders havde en god fornemmelse af hesten og da han samtidig følte, at hesten i dødens på et tidspunkt ville falde fra, var positionen perfekt. Løbet udviklede sig næsten som Anders havde tænkt - dog med den ene undtagelse, at den favorit, som han havde foran sig, ikke var i stand til at følge de andre heste i speedrykket i opløbet (1,13 de sidste 500m). Det betød, at Snip først slap fri fra inderbanen med 100 m til mål. Så gik det til gengæld stærkt og han var et mulehår fra en tredjeplads.

Anders var fuldt ud tilfreds med Snip's præstation og hesten kom i mål med masser af kræfter i behold.

Planen er, at Snip meldes i et amerikanerløb på Lunden lørdag d. 18. april for heste under 120.000. Dette giver mulighed for at slå 2 fluer med et smæk - nemlig først at deltage i den ordinære generalforsamling i Team Sorte Slyngel og derefter at se vores sorte perle i aktion på væddeløbsbanen. Vel mødt på Lunden d. 18. april.

 

April 2015/Susanne

 

 

Overskrift

Snip i sæsondebut.

 

Træner Anders F Jensen har meldt Snip til start på Car Center Racetrack i Nykøbing Falster onsdag d. 8. april. Snip skal starte i et såkaldt amerikanerløb, hvor hestene tildeles startpladser efter præmiesum. Løbet går over 1640 meter auto. Han har fået startspor 2 i dagens 5. løb, som efter planen afvikles kl. 16:30. Snip møder gode heste. I baneprogrammet nævnes Snip som en mulighed, men der tilrådes mange garderinger i løbet.

Så skal vi altså i gang med sæson 2015! Vi håber naturligvis alle, at vi får mindst lige så mange gode og positive oplevelser som i 2014. Vel mødt til trav i Nykøbing d. 8/4.

 

April/Susanne

 

Overskrift

Ordinær generalforsamling i Teamsorteslyngel.

 

Den 18. april 2015 kl. 16:00 afholdes den ordinære generalforsamling i Teamsorteslyngel på Charlottenlund Travbane.

Charlottenlund Travbane afvikler denne aften "Saturday Night Racing" kl. 18:05, hvorfor vi håber mange anpartshavere vil møde op til ordinær generalforsamling, samt en hyggelig social aften i hinandens selskab.

 

Marts 2015/Susanne

Overskrift

Snip positiv i træning.

 

Jeg har i dag talt med træner Anders F. Jensen, som kunne fortælle, at Snip passer sin træning på en fin måde. Han er i vældig fint humør og ser rigtig godt ud. Han går intervaltræning ca. hver 5. dag. Senest gik han arbejde sammen med storesøster Pif og Rup, hvor træneren var særdeles tilfreds med hans præstation og kondition. Snip har fået taget blodprøver i denne uge og der ikke var noget unormalt at bemærke. 

 

Vi planlægger at afholde ordinær generalforsamling i april måned, hvor Anders vil præsentere Snip, enten i et arbejde, et rutineløb eller et almindeligt løb. Desværre er det i øjeblikket meget vanskelligt for trænerne at planlægge kommende starter for deres heste, da propositionerne for april endnu ikke er offentliggjort. I vil naturligvis høre nærmere i forbindelse med indkaldelsen til generalforsamlingen.

Der afholdes bestyrelsesmøde forud for generalforsamlingen søndag d. 22. marts.

Marts 2015/Susanne

Overskrift

 2 anparter til salg.

Kunne du tænke dig at være en del af en sund og social god anpartsstald, så er muligheden der, da 2 anparter er til salg.

Anpartsstalden ejer hesten Snip, som afsluttede sæsonen 2014 med følgende resultat:

3 sejre - 3 anden pladser - 2 trejde pladser - 7 mindre placeringer = 57.578 kr.

Snip er startet træning efter en velfortjent vinterferie og vi ser frem mod sæsonen 2015.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Erik Madsen (næstformand) - email sosga4@gmail.dk - mobil 3061 4808

Februar 2015/Susanne

 

Overskrift

Slut på vinterferien.

Efter 2 måneders hvile er Snip nu atter trukket i arbejdstøjet. I følge træner Anders F Jensen var det på høje tid, idet vores hest var begyndt at blive "lige lovlig frisk" på fold og i stalden. Det var med andre ord tiden at bruge kræfterne konstruktivt.

Det er aftalt, at Snip indenfor de nærmeste dage skal have udtaget en blodprøve for at sikre, at få en status på hans helbredstilstand.

Sæson 2015 er således i gang og vi ser allerede frem til igen at skulle mødes rundt omkring på de danske (og måske udenlandske) travbaner. Vi håber 2015 må blive lige så fyldt med gode oplevelser som 2014.

 

Feb 2015/Susanne

 

Lidt nyt.......

Foto:Kamilla

Vi vil gerne starte med at byde velkommen til to nye anpartshavere i Team Sorte Slyngel:

Regitze Vrads, Odense og Leif Pedersen, Tåstrup.

Der er dog plads til nye anpartshavere, da der stadig er to ledige anparter.

Snip holder i øjeblikket en velfortjent vinterferie - han laver absolut ingenting Smiler stort

Vores hest genoptager arbejdet igen i februar, såfremt vejret tillader dette. Inden træningen påbegyndes tjekkes hans blodværdier, for at sikre, at han er 100% fit for fight. Efter en ferie på et par måneder skal vi regne med 2-3 måneders genoptræning før formen igen er til væddeløb. 

 

Jan 2015/Susanne